17. OKT 2020 • 21:40UDLAND

Armenien og Aserbajdsjan gør nyt forsøg på våbenhvile

Efter en dag med nye blodige angreb er der indgået en humanitær våbenhvile for regionen Nagorno-Karabakh.

Armenien og Aserbajdsjan har indgået en humanitær våbenhvile i Nagorno-Karabakh gældende fra midnat natten til søndag lokal tid.

Det siger de to regeringer i enslydende meddelelser lørdag aften.

- Republikken Armenien og republikken Aserbajdsjan er blevet enige om en humanitær våbenhvile fra 18. oktober klokken 00.00 lokal tid, lyder det.



Det er lørdag klokken 22.00 dansk tid.



Våbenhvilen skal få kampene til at ophøre mellem Aserbajdsjan på den ene side og Armenien og armenske separatister i regionen Nagorno-Karabakh på den anden side.

Armenien og Aserbajdsjan nåede også for en uge siden til enighed om en våbenhvile. Men kort efter våbenhvilens ikrafttræden var der meldinger om brud på aftalen.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, der var mægler under forhandlingerne for en uge siden, talte lørdag i telefon med sine kolleger i Armenien og Aserbajdsjan.

Han understreger, at våbenhvilen skal overholdes, lyder det i en meddelelse fra det russiske udenrigsministerium.

Elysée-palæet i Paris skriver i en anden meddelelse, at lørdagens våbenhvile er kommet i stand "efter fransk mægling i de seneste dage og timer i koordination med medformandskabet i Minsk-gruppen (Rusland og USA)".

- Frankrig vil være meget opmærksom på det og vil forblive engageret i en varig afslutning på fjendtlighederne og en hurtig start på troværdige forhandlinger, hedder det i meddelelsen fra Frankrig.



De seneste ugers kampe i Nagorno-Karabakh har kostet hundredvis af mennesker livet og fordrevet langt flere.

Også lørdag var der nye angreb med flere dræbte og sårede. I byen Ganja i Aserbajdsjan har der været meldinger om, at mindst 12 civile er dræbt og over 40 såret i et armensk raketangreb mod et boligområde.

Angrebet kom nogle timer efter beskydning af Stepanakert, der er den største by i Nagorno-Karabakh.



Konflikten om udbryderregionen har hersket siden starten af 1990erne, da Sovjetunionen kollapsede.

Regionen er internationalt anerkendt som aserbajdsjansk territorium, men det har været kontrolleret af separatister i mange år. Enklaven har et armensk flertal.



/ritzau/Reuters

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet